Tænker det må være lidt samme øvelse som den de gjorde i Renæssancen, da videnskaberne opstod. Da de sad og organiserede deres viden i domæner. Hvad hører til udenfor mennesket? Hvad har at gøre med det at tænke? Kroppen? Naturen? Det der ikke kan ses? I al beskedenhed føler jeg mig svagt beslægtet, når jeg sidder i Sumbe og sorterer viden: forældrebestyrelsens arbejde med kvalitet i undervisningen, bestyrelsens samarbejde udadtil, vejledning til bestyrelserne, materielle forbedringer etc. Altså ca. den samme øvelse som i Renæssancen. Og ind imellem kigger jeg lidt overvældet ind i skærmen og håber på at finde overblikket dér. Jeg er rejst herned for at systematisere alt det man ved om dette projekt, og sætte det ind i et skema. Drømmejob for en ordensfreak, helvedes forgård for andre. Tror jeg må befinde mig et sted derimellem.

Til samtalen fik jeg at vide, at projektet jeg skulle ned til, var lidt af en solstrålehistorie. Forældrebestyrelserne har generelt været en succes. Skoler er blevet opført, forældrene udgør en resurse som styrker skolegangen. Når jeg sidder i samtalen, mærker jeg klart de positive resultater. Jeg tænker på hvor stor en del af det, der bare er høflighed. De er rigtig gode til at være høflige. Men samtidig kan jeg mærke en bevægelse bag formaliteterne. Jeg tror på, de værdsætter det.

Flere piger der indskrives i skolen, færre, der dropper ud pga. tidlig graviditet. Større samarbejde mellem forældre og skoledirektion. Rengøring på skolen. Flere besøg hjemme hos familierne. Opførelse af skoler og annekser. Flere lærere og højere klassetrin. Resultaterne stammer fra en uoverskuelig stak lydfiler, møder, interviews, filmklip, observationer, dokumenter, rapporter, noter, evalueringer, referater.

Mig, der spørger, kvinden, der svarer, faren der svarer, skoleinspektøren, der svarer. Virker det? Er det arbejdet værd? Hvordan skulle man have gjort i stedet? Erfaringerne svæver rundt i luften. Nej, det fungerede ikke, for forældrene mente, at arbejdet burde være lønnet. En ny bestyrelse blev nedsat, og nu venter de kun på at komme i gang.

Så nu sidder jeg altså midt i papirer, lydfiler, planlægning af workshops for at mødes med medlemmer af bestyrelserne, og forsøger at systematisere. Tidsrammen på denne nutidige renæssance hedder 2½ måneder. Er lettere stresset over de kun to uger tilbage. Hvem var det, der pillede ved uret? Hvem skruede tiden frem? Den første lange tid gik med at binde Angola og mig sammen. Nu er det sket og vi arbejder konstruktivt sammen. Kunne bare godt tænke mig sølle 200 år mere.

Jeg ville ikke have søgt praktikken hvis den var over 3 mdr. Eksamener, arbejde, det gode københavnerliv holdt mig tæt på en hverdag derhjemme, jeg satte pris på. En smuttur på 3 mdr. var en passende adspredelse. Få erfaring med andre arbejdsopgaver. En pause fra rutinen, uden at skifte liv. Et nyt eventyr rammet ind af det velkendte.

Så gik der to måneder i eventyrland. Det var svedigt og punktvis irriterende. Mellem kakkerlakker i mørket og den ulykkeligt slukkede aircondition, jeg beskyldte for at have part i den natlige dehydrering, begyndte jeg at smile. Spørg mig ikke hvorfor. Nye mennesker, der skulle opdages, storslåede landskaber, der kildede i maven, møder med forældre, hvis tankegang jeg kun kan foretage et højst ukvalificeret gæt om, og de det samme om min. Nye smage og fysiske felter. Forventninger, der skød forbi og ukendte argumenter, mus i køkkenet. Det hele har givetvis spillet sin rolle i det lykkemiks, der faldt tungt og insisterende ned i mavesækken, da jeg drak den første caffe latte en lørdag eftermiddag, og som omgav mig på en tilfældig rasteplads i verdens smukkeste landsby, da vi ventede på at blive samlet op af chaufføren.

I starten var det den perfekte ramme. 3 mdr. omfattet af mine yndlingsbiblioteker og fredagsbarer på Amager. Nu er der tre uger tilbage, og jeg står mellem to yndlingssteder. Studielivet i KBH og dét her i Angola. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men venligheden er markant, den slår mig i ansigtet. Den har jeg ikke lyst til at forlade.

Billedet af Angola ser sådan ud: Chaufføren og min kollega foran i bilen. Jeg med flere kollegaer på sæderne, der går på langs bag i bilen. Vi er lidt trætte. De klarer det bedre end jeg. Vi taler om kaffe. Min dekadente livsførelse giver mig lyst til kaffe hver gang vi er på vej før 6. Nej, kaffe er ikke sundt, men kan være en værdifuld ven i nøden hvis alarmen vækker dig før solopgang for at tage ud til forældrebestyrelserne, mødes, interviewe og fotografere.

Udenfor vinduet hopper verden forbi i uregelmæssige stød. Grøn, stor, smuk. Stenformationer 4 mio år ældre end os er strøet med løs hånd mellem landsbyer og ubeboet land. Vejen er rød hvis den er lavet af jord, sort hvis den er lavet af asfalt. Jeg spørger, om der er færre ulykker efter at vejen blev asfalteret. Nej, der er flere. Folk kører hurtigere nu. Antagelsen falder til jorden med et brag. Sådan får jeg bekræftet at jeg ikke er herfra.

Vi venter i den endnu kølige morgenluft på at mødes med medlemmerne af forældrebestyrelsen uden for skolen. Bygningen består af tre klasseværelser og et kontor. Den er let at kende for den, som har været i Kibala kommune; alle de skoler IBIS støttede opførelsen af, er bygget efter samme model. De ses fra vejen når man kører fra Kibala i alle retninger.

Det ender med, at 30 mennesker er samlet på bænkene udenfor skolen. Troede ikke, der ville dukke så mange op. I bestyrelsen sidder kun 15.

- Kvinder kan blive alt nu, endda ministre. - Kvinder er ikke interesserede i at lære at læse og skrive. - Det er også mandens ansvar. - Hvorfor er I mænd imod at vi tager i skole? - Vi når kun vores mål hvis vi er tålmodige. - Det stammer fra kolonitiden, vi skal åbne øjnene og lægge komplekserne fra os. - Vi burde oprette en bestyrelse kun for kvinder. - Folk bliver væk, mændene bliver også væk fra timerne, men i det mindste 1 time, det synes jeg ikke er spild af tid. - Kvinderne har vigtige opgaver derhjemme, de arbejder hårdt. - Hvis du ikke kan skrive dit navn, hvem er du så???

Debatten kredser om uddannelse for kvinder. På skolen gennemføres alfabetiseringskurser for voksne. Her lærer både mænd og kvinder at skrive deres navn og regne byttepengene ud. Specielt kvinderne har arbejdet i marken frem for at gå i skole som børn. Og så var der borgerkrigen, der bølgede frem og tilbage over Kibala. Før det rådede portugiserne. Da de forlod landet kunne Angolas akademikere være i ét klasseværelse. De kunne få et bord hver.

Medlemmer af forældrebestyrelsen og interesserede fra landsbyen diskuterer. Et medlem fortæller mig, at mødet i sig selv er en nyskabelse. Før bestyrelsen blev oprettet, var det skoleinspektøren og den traditionelle leder af landsbyen, der mødtes med besøgende udefra. Det var dem, som indkaldte forældrene, hvis informationer skulle viderebringes. Igår var det bestyrelsen, der fortalte skoleinspektøren om besøget mellem forældrene og IBIS her til morgen.