Tænker det må være lidt samme øvelse som den de gjorde i Renæssancen, da videnskaberne opstod. Da de sad og organiserede deres viden i domæner. Hvad hører til udenfor mennesket? Hvad har at gøre med det at tænke? Kroppen? Naturen? Det der ikke kan ses? I al beskedenhed føler jeg mig svagt beslægtet, når jeg sidder i Sumbe og sorterer viden: forældrebestyrelsens arbejde med kvalitet i undervisningen, bestyrelsens samarbejde udadtil, vejledning til bestyrelserne, materielle forbedringer etc. Altså ca. den samme øvelse som i Renæssancen. Og ind imellem kigger jeg lidt overvældet ind i skærmen og håber på at finde overblikket dér. Jeg er rejst herned for at systematisere alt det man ved om dette projekt, og sætte det ind i et skema. Drømmejob for en ordensfreak, helvedes forgård for andre. Tror jeg må befinde mig et sted derimellem.

Til samtalen fik jeg at vide, at projektet jeg skulle ned til, var lidt af en solstrålehistorie. Forældrebestyrelserne har generelt været en succes. Skoler er blevet opført, forældrene udgør en resurse som styrker skolegangen. Når jeg sidder i samtalen, mærker jeg klart de positive resultater. Jeg tænker på hvor stor en del af det, der bare er høflighed. De er rigtig gode til at være høflige. Men samtidig kan jeg mærke en bevægelse bag formaliteterne. Jeg tror på, de værdsætter det.

Flere piger der indskrives i skolen, færre, der dropper ud pga. tidlig graviditet. Større samarbejde mellem forældre og skoledirektion. Rengøring på skolen. Flere besøg hjemme hos familierne. Opførelse af skoler og annekser. Flere lærere og højere klassetrin. Resultaterne stammer fra en uoverskuelig stak lydfiler, møder, interviews, filmklip, observationer, dokumenter, rapporter, noter, evalueringer, referater.

Mig, der spørger, kvinden, der svarer, faren der svarer, skoleinspektøren, der svarer. Virker det? Er det arbejdet værd? Hvordan skulle man have gjort i stedet? Erfaringerne svæver rundt i luften. Nej, det fungerede ikke, for forældrene mente, at arbejdet burde være lønnet. En ny bestyrelse blev nedsat, og nu venter de kun på at komme i gang.

Så nu sidder jeg altså midt i papirer, lydfiler, planlægning af workshops for at mødes med medlemmer af bestyrelserne, og forsøger at systematisere. Tidsrammen på denne nutidige renæssance hedder 2½ måneder. Er lettere stresset over de kun to uger tilbage. Hvem var det, der pillede ved uret? Hvem skruede tiden frem? Den første lange tid gik med at binde Angola og mig sammen. Nu er det sket og vi arbejder konstruktivt sammen. Kunne bare godt tænke mig sølle 200 år mere.

Jeg ville ikke have søgt praktikken hvis den var over 3 mdr. Eksamener, arbejde, det gode københavnerliv holdt mig tæt på en hverdag derhjemme, jeg satte pris på. En smuttur på 3 mdr. var en passende adspredelse. Få erfaring med andre arbejdsopgaver. En pause fra rutinen, uden at skifte liv. Et nyt eventyr rammet ind af det velkendte.

Så gik der to måneder i eventyrland. Det var svedigt og punktvis irriterende. Mellem kakkerlakker i mørket og den ulykkeligt slukkede aircondition, jeg beskyldte for at have part i den natlige dehydrering, begyndte jeg at smile. Spørg mig ikke hvorfor. Nye mennesker, der skulle opdages, storslåede landskaber, der kildede i maven, møder med forældre, hvis tankegang jeg kun kan foretage et højst ukvalificeret gæt om, og de det samme om min. Nye smage og fysiske felter. Forventninger, der skød forbi og ukendte argumenter, mus i køkkenet. Det hele har givetvis spillet sin rolle i det lykkemiks, der faldt tungt og insisterende ned i mavesækken, da jeg drak den første caffe latte en lørdag eftermiddag, og som omgav mig på en tilfældig rasteplads i verdens smukkeste landsby, da vi ventede på at blive samlet op af chaufføren.

I starten var det den perfekte ramme. 3 mdr. omfattet af mine yndlingsbiblioteker og fredagsbarer på Amager. Nu er der tre uger tilbage, og jeg står mellem to yndlingssteder. Studielivet i KBH og dét her i Angola. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men venligheden er markant, den slår mig i ansigtet. Den har jeg ikke lyst til at forlade.