Jeg ville ikke have søgt praktikken hvis den var over 3 mdr. Eksamener, arbejde, det gode københavnerliv holdt mig tæt på en hverdag derhjemme, jeg satte pris på. En smuttur på 3 mdr. var en passende adspredelse. Få erfaring med andre arbejdsopgaver. En pause fra rutinen, uden at skifte liv. Et nyt eventyr rammet ind af det velkendte.

Så gik der to måneder i eventyrland. Det var svedigt og punktvis irriterende. Mellem kakkerlakker i mørket og den ulykkeligt slukkede aircondition, jeg beskyldte for at have part i den natlige dehydrering, begyndte jeg at smile. Spørg mig ikke hvorfor. Nye mennesker, der skulle opdages, storslåede landskaber, der kildede i maven, møder med forældre, hvis tankegang jeg kun kan foretage et højst ukvalificeret gæt om, og de det samme om min. Nye smage og fysiske felter. Forventninger, der skød forbi og ukendte argumenter, mus i køkkenet. Det hele har givetvis spillet sin rolle i det lykkemiks, der faldt tungt og insisterende ned i mavesækken, da jeg drak den første caffe latte en lørdag eftermiddag, og som omgav mig på en tilfældig rasteplads i verdens smukkeste landsby, da vi ventede på at blive samlet op af chaufføren.

I starten var det den perfekte ramme. 3 mdr. omfattet af mine yndlingsbiblioteker og fredagsbarer på Amager. Nu er der tre uger tilbage, og jeg står mellem to yndlingssteder. Studielivet i KBH og dét her i Angola. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men venligheden er markant, den slår mig i ansigtet. Den har jeg ikke lyst til at forlade.