Billedet af Angola ser sådan ud: Chaufføren og min kollega foran i bilen. Jeg med flere kollegaer på sæderne, der går på langs bag i bilen. Vi er lidt trætte. De klarer det bedre end jeg. Vi taler om kaffe. Min dekadente livsførelse giver mig lyst til kaffe hver gang vi er på vej før 6. Nej, kaffe er ikke sundt, men kan være en værdifuld ven i nøden hvis alarmen vækker dig før solopgang for at tage ud til forældrebestyrelserne, mødes, interviewe og fotografere.

Udenfor vinduet hopper verden forbi i uregelmæssige stød. Grøn, stor, smuk. Stenformationer 4 mio år ældre end os er strøet med løs hånd mellem landsbyer og ubeboet land. Vejen er rød hvis den er lavet af jord, sort hvis den er lavet af asfalt. Jeg spørger, om der er færre ulykker efter at vejen blev asfalteret. Nej, der er flere. Folk kører hurtigere nu. Antagelsen falder til jorden med et brag. Sådan får jeg bekræftet at jeg ikke er herfra.

Vi venter i den endnu kølige morgenluft på at mødes med medlemmerne af forældrebestyrelsen uden for skolen. Bygningen består af tre klasseværelser og et kontor. Den er let at kende for den, som har været i Kibala kommune; alle de skoler IBIS støttede opførelsen af, er bygget efter samme model. De ses fra vejen når man kører fra Kibala i alle retninger.

Det ender med, at 30 mennesker er samlet på bænkene udenfor skolen. Troede ikke, der ville dukke så mange op. I bestyrelsen sidder kun 15.

- Kvinder kan blive alt nu, endda ministre. - Kvinder er ikke interesserede i at lære at læse og skrive. - Det er også mandens ansvar. - Hvorfor er I mænd imod at vi tager i skole? - Vi når kun vores mål hvis vi er tålmodige. - Det stammer fra kolonitiden, vi skal åbne øjnene og lægge komplekserne fra os. - Vi burde oprette en bestyrelse kun for kvinder. - Folk bliver væk, mændene bliver også væk fra timerne, men i det mindste 1 time, det synes jeg ikke er spild af tid. - Kvinderne har vigtige opgaver derhjemme, de arbejder hårdt. - Hvis du ikke kan skrive dit navn, hvem er du så???

Debatten kredser om uddannelse for kvinder. På skolen gennemføres alfabetiseringskurser for voksne. Her lærer både mænd og kvinder at skrive deres navn og regne byttepengene ud. Specielt kvinderne har arbejdet i marken frem for at gå i skole som børn. Og så var der borgerkrigen, der bølgede frem og tilbage over Kibala. Før det rådede portugiserne. Da de forlod landet kunne Angolas akademikere være i ét klasseværelse. De kunne få et bord hver.

Medlemmer af forældrebestyrelsen og interesserede fra landsbyen diskuterer. Et medlem fortæller mig, at mødet i sig selv er en nyskabelse. Før bestyrelsen blev oprettet, var det skoleinspektøren og den traditionelle leder af landsbyen, der mødtes med besøgende udefra. Det var dem, som indkaldte forældrene, hvis informationer skulle viderebringes. Igår var det bestyrelsen, der fortalte skoleinspektøren om besøget mellem forældrene og IBIS her til morgen.